• Mandag 8.00 - 18-00
  • Tirsdag - Fredag 8.00 - 17.00
36 78 68 44

Narkose

Når et dyr skal bedøves til operation eller undersøgelse på Avedøre Dyreklinik, er sikkerheden altid første prioritet. Alle patienter undersøges af en dyrlæge før narkosen, og der tages alle nødvendige, individuelle hensyn, så forløbet bliver det mest komfortable for patienten.

Narkose er et vidt begreb, og der er store forskelle, når vi skal bedøve forskellige dyrearter, forskellige racer, ung eller gammel, kortvarigt – eller længerevarende osv. Meget ofte indgår en laboratorieprøve for at sikre, der ikke er skjulte sygdomme at tage højde for.

Vi anvender kun moderne og skånsomme bedøvelsesmidler, som hurtigt forsvinder fra kroppen igen, når der ikke længere er brug for dem.

Mens patienterne er bedøvede, overvåger vi dem med særligt teknisk udstyr, nogle ”trækker vi tilmed vejret for” med en respirator. Vores veterinærsygeplejersker observerer patienterne helt frem til hjemsendelsen. Avedøre Dyreklinik har personale med specialuddannelse indenfor anæstesi dvs. bedøvelse, herunder smertebehandling. I vores team arbejder bl.a. to fagveterinærsygeplejersker i anæstesi.

Hunde og katte, som skal bedøves, skal være fastede i 12 timer, hvad foder angår. Dvs., de kan fodres normalt aftenen før operationsdagen, men herefter skal madskålen fjernes. Vand er tilladt helt frem til afgang hjemmefra. Mindre arter som marsvin, kaniner, fugle mv. fastes normalt ikke.

Når vi sender patienter hjem, gives instruktion ved dyrlæge eller veterinærsygeplejerske om fortsat nødvendig smertebehandling eller anden opfølgende behandling.